|
|
|
|
|
Hvilke af Pauls numre er sympatiske og hvilke er stinkere?
I ret lang tid er det som om om, at jeg er gået totalt udenom Paul. Måske fordi der er folk herinde som altid sørger for at fodre siden, med ting som Wings, Goodnight New York osv.
Samtidig med at jeg har haft gang i Voorman, Sutcliffe, POB-classic, Harrisons Quiet One, Lennon/Ono, P. Boyd, og Backbeat afdelingen.
Det der kunne være interessant at høre folk ytre sig om, i forbindelse med Paul McC. store sangkatalog, er hvilke sange man synes trækker Paul i den rigtige retning. Altså som den sympatiske og ægte kunstner. I forhold til de nogengange overpoppede ting.
Jeg er ikke særlig meget i tvivl... men så er der måske alligevel dem der liger på vippen.
Som f.eks. And I Love her, Hope of Deliverance og All my loving. Som er typisk for Paul.
Fantastisk professionelt lavet. Men de stikker ikke helt så dybt som f.eks. Johns "If I fell, Starting Over og All I’ve got to Do". Ikke for at starte den sædvanlig duel, for Paul har så mange andre trumfer i baghånden. Som f.eks. Sgt. Pepper titel nummeret og Yesterday.
Og her til vinter-OL i Vancouver hørtes "Obladi Oblada" i Ishockey kampene, når spillet var afbrudt.
Det skal med at jeg synes Paul især er fantastisk god til at lege med tonerne og melodierne.
Og det har gang på gang givet jackpot. Paul opsøger heldet, og tit så er den der.
________________________________________________________
1 - De Paul sange, som PTh. sætter højest (First Class):
BLACKBIRD: er en meget stor sang. Og når den ikke er med på 67-70 blå album, er det nok fordi den ikke er et bandnummer. Wendy Carlos, Jaco Pastorius lavede deres versioner. Det fascinerende ved nummeret er at melodien er så holdbar og spreder sig som en flot regnbue, at melodien i sig selv og associationerne omkring den er større - end selve den ellers glimrende version som Paul indspillede.
SGT. PEPPER & MAGICAL MYSTERY TOUR (titelnumrene): har det til fælles at det er titelmelodier til to vigtige plader. Hvad skulle man have gjort uden dem. For hvad skulle pladerne ellers have heddet. Specielt MMT har altid haft en stor plads hos PTh.
DRIVE MY CAR: en af de Beatles-sange der bare bliver bedre og bedre. Og står distancen. Sounden er utrolig. Pauls stemme er også her virkelig god. I Beatles var Paul altid en god og en fantastisk varierende sanger. Paul kunne lyde på mange måder.
TwO OF US: Måske et mærkeligt valg. Men den sætter en meget anderledes stemning på Let it Be-albummet.
BACK IN THE USSR: Udmærker sig ved det hurtige tempo. Idet Beatles fra 67-70 brugte færre og færre taktslag pr. minut. Men ikke kun derfor. Der er en masse spændende ting i det nummer, og teksten er godt fundet på. Beach Boys må have følt sig til grin.
ELEANOR RIGBY: Selve YS/ER singlen er jo udelukkende Pauls, og den jeg er vokset op med.
Selvom Eleanor Rigby er meget fiktiv, virker den meget stærk. Den stikker meget dybt og er bevægende. Den virker meget stærkere på mig, end den ellers så elskede Here, there and everywhere. Man burde måske her også nævne Goodday Sunshine, men selvom den er dygtigt lavet og veloplagt, er...
GOT TO GET YOU INTO MY LIFE: noget af en åbenbaring. Den når helt ind i nervesystemet, specielt med guitarakkorderne til sidst.
ABBEY ROAD-medleyet på s. 2, med specielt GOLDEN SLUMBERS:
er et af Beatles højdepunkter, og hvor man hver gang man hører den er næsten på grænsen til at græde. Paul overgår (heldigvis) sig selv. Det pragtfulde er at man på albummet når en kurve, der selvom niveaut er fantastisk højt i forvejen kulminerer med slutningen på s. 2. (Once there was a way) ...
WE CAN WORK IT OUT, SHE’S A WOMAN, CAN’T BUY ME LOVE, THE LONG & WINDING ROAD, LET IT BE etc.
fra post70/WINGS tiden er der:
JET: som den mest sympatiske WINGS-sang.
Hans melodier er tit meget charmerende som f.eks.: You gave me the answer og Ebony and Ivory.
VENUS & MARS (titelnummret): igen som Pepper og MMT et ret kort nummer, men af enorm stor vigtighed. Den åbner op for en masse. Man kunne så måske tage ROCK SHOW med, da den også er en stor oplevelse.
SITTING IN THE BACKSEAT OF MY CAR: kunne dele vandene, men den er skæg ved det at der ligesom er 3 sange bygget ind i hinanden. Og det er en meget flot flot melodi. Den er nok tit blevet overset. På RAM leger Paul faktisk vældig fint med tonerne på f.eks. Dear Boy, Admiral Halsey og selv 3LEGs har et eller andet.
Men så må man vel også have ting som: EVERY NIGHT og ikke mindst THAT WOULD BE SOMETHING med.
MY LOVE: har bevist, at den holder den dag idag. Den var ikke så imponerende da den kom ud.
Men hører man den i baggrunden fra en transistor i det fjerne, sker der ting rent følelsesmæssigt.
HI, HI, HI: Er måske ikke andet end en solid rocker. Men der var med den rocker, at McC. kom igang igen. Og så har jeg som bekendt altid haft en svaghed for HELEN WHEELS.
___________________________________________________________________
2. NUMRE DER KAN DISKUTERES (Business Class) er de gode eller er der noget klamt over dem:
AND I LOVE HER, ALL MY LOVING: solidt håndværk. Men det er ikke altid det eneste det handler om.
WHEN I’M SIXTY FOUR: Man kunne kalde det en bedstemor sang, som f.eks. Maxwell og Obladi.
Men jeg mener den er helt OK. Den er meget rørende og giver Pepper-albummet en ekstra dimension. Måske endda det eneste nummer, hvor man kunne forestille sig, det blev opført på scenen. Til denne Pepper-koncert, som man forestiller sig. Dvs. "The Show".
MARTHA MY DEAR: Ikke det mest indlysende nummer. Men, prøv engang at fyr den af på et piano - og se det interessante der kommer ud af det. Og den skægge måde, nummeret er bygget op på. Der var rygter om at man i Radiohuset brugte denne sang, og lavede en slags kædedans og hoppede rundt for at starte dagens dont.
Det håndværksmæssige flotte i den sang, er den mængde og valg af toner som Paul bruger sammen med blæser og stryger arr.. For han bruger ikke ret mange. Starten er såmænd blot 2 stemming.
MICHELLE: Går tit og gemmer sig. For den er jo langt bedre end dens rygte. En flot romantisk melodi. Den lider vel af at være for sukkersød. Men samtidig ligger der noget ægte på lur under overfladen. Havde Paul ikke lavet Yesterday et par mdr. i forvejen, havde den nok været mere fremtræden.
fra post70/WINGS tiden (er det godt eller overvurderet?):
MULL OF KINTYRE: er vel ikke særlig dybdeborende, og minder lyrikmæssigt mest om et postkort.
Dog er det igen en enorm hyggelig og idyllisk. Hvad mange nok aldrig har bemærket er, at den lider under ikke at have et B-stykke og er alt for repetetiv. Et ret velkendt macca-problem.
LET EM IN: Er og bliver et mysterium. Denne US-million sællert. Som virker over-poppet og lyder meget som noget man har hørt før. Men jeg synes desværre at den er klam og uægte.
... her går det straks langt bedre med SILLY LOVE SONGS. Med det måske smukkeste WINGS-øjeblik. Sang trioen m. Paul, Linda og Denny.
LONDON TOWN: Et kontroversielt nummer, som har bragt oprørte vande herinde. Men egentlig er det et ret hyggeligt nummer.
MUMBO: Ikke særligt rost. Men jeg synes den er skæg. Specielt dette med at Paul selv opfinder et sprog der ikke eksisterer.
LET ME ROLL IT: Kan man vel ikke placere nederst. Hører man den specielt første gang, går den rent ind, og den lyder skidegodt. Men hold dog kæft hvor bliver man dog træt af den, når den bliver spillet alt for mange gange til Pauls livekoncerter. Den holder ikke.
Det underlige ved denne her, hvis man sammenligner den med Cold Turkey er, at den bliver dårligere af at blive spillet live. For Band on the Run-LP versionen er skam virkelig god.
Den lille gentagelse der kommer til sidst, er faktisk en fejl (iflg. Emericks bog), som man klogt nok valgt at beholde. Dvs. fejlen blev til et scoop.
LISTEN TO WHAT THE MAN SAID:
Den kunne måske forekommet poppet. Men det er som "Backseat of my Car" en meget elegant og fornem melodi. Som den rene luxus blev den placeret sidst på V&M. Albummet er i forvejen så godt, at man tager nummeret som en selvfølgelighed. Men det er det jo ikke.
JENNY WREN: Hallo. Hvad er det nu lige der sker her, når en gl. langhåret musiker hører en disciplineret sag som denne. Ros, ros og atter ros. Jo, jo. Smart, smart. Men jeg kan ikke lide den. Kun tiden vil vise om den kan holde. Den har ikke den samme synge med dybde, som f.eks. Calcio Skies omkvædet. I don’t know. For en dag kunne jeg måske finde på at synes den har noget. Bare ikke de første 3-4 år.
SAY SAY SAY: Her er man ovre i en helt anden afdeling. Mio-dollars hit og hvad ved jeg. Men nummeret er jo noget lort. Den hører til på et discotek hvor den sikket fungere fint, når der skal daaaaaanses.
WATERFALLS: Er en meget dygtig sang. A-stykket (don’t go jumping waterfalls er godt) mens B-stykket laver lort i det. Det er ikke en man automatisk vender tilbage til, og den går nemt i glemmebogen.
MY BRAVE FACE: Er den god eller dårlig? Den har som mange andre maccanumre en nærmest irriterende påtrængenhed. Man kan simpelthen ikke få det nummer ud af hovedet. Det er meget poppet, men samtidig er der også noget virkelig godt i det. Omkvædet er godt, så rykker det lige pludselig. Og denne drømmeagtige sekvens der nærmest minder om et lydbillede, redder det.
MAXWELL’s SILVERHAMMER: har fået en del prygl over nakken. Men her er jeg på Pauls side.
Den er godt optaget.
_________________________________________________________________
3. STINKERE, CRAP og overvurderde sange:
I’VE JUST SEEN A FACE: er ikke descideret crap. Men at den skulle have været titelnummeret til Eight arms to hold you (Help) ville have været en katastrofe. Den var jo med på den amerikanske Rubber Soul, der som en stor fejl gjorde albummet til et folk-album. Det var at fjerne pointen med Rubber Soul.
WANDERLUST: Selvom mange kan lide den, er det et vammelt nummer. Hvor man nærmest har ondt af folk. Man forestiller sig en masse macca-heilere, der ikke er kommet videre. A la Ballade pour Adeleine.
FLAMING PIE: er altså for amatøragtig. At bruge den live, sammen med alle de andre flotte macca-sange trækker nedad.
HOPE OF DELIVERANCE: blev af en "Dansk Musiker Tidende" anm. kaldt for et bevis for maccas genialitet. Jeg mener det modsatte. Claves/klaptræ bossa-nummeret der er i familie med Goodnight Tonight er vammelt. Som at få kryderen galt i halsen. Man kan ikke få den tossede melodi ud af hovedet, og den er påtrængende idiotisk.
I WILL: Er skam et godt nummer. Jeg kan li det. Men KUN White album versionen.
PIPES OF PEACE: Det dårlige ved den, er dette klink-klink piano, hvor man tænker. Jamen er manden da ikke kommet videre. Selv ikke engang et alm. amatør band, ville spille den slags lort. Omkvædet er måske noget bedre, og det er måske også mere det det handler om. Men Paul burde have fundet på noget bedre, hvilket han altid har gjort så mange andre gange.
... det ville her næsten være nemmere at nævne albums, hvor der er en masse crap:
dvs. som regel sidste halvdel af Back to the Egg, McC II, Pipes of Peace, Driving Rain, MAF, Chaos (hmmmm?), Press to Play etc.
___________________________________________________________________________
For ligesom at vende tilbage til den geniale ende, hvilket der heldigvis er langt mest af,
især fra Beatles tiden bør jo nævnes (som positive sange):
YESTERDAY, HELLO GOODBYE, HEY JUDE som tit har givet sig selv.
LADY MADONNA var en smule til diskussion (ifl. Emericks bog), idet Lennon lavede Hey Bulldog lige efter. Kun dette at LM var sendt til tryk, gjorde at man ikke kunne stemme om det.
Alligevel er det en vældig hyggelig melodi. Selv når jeg hører den på en Hammond Pops vol. 2 med Klaus Wunderlicht er den skøn.
Selvom et nummer som "I’M LOOKING THROUGH YOU" tit har virket agressivt, har jeg altid godt kunne lide det. Der er en ægthed over den og den er medrivende.
Et nummer som "THE NIGHT BEFORE" er med til at holde Help-cannabis LPen på rette kurs.
I EVERY LITTLE THING der vidst var en fifty fifty Lennon/McC gemmer der sig en masse ting, som Yes-68 versionen viser.
THINGS WE SAID TODAY er en af Pauls egne favoritter, har hele den flotte A hard days night-stemning.
og så er der jo der hvor det hele startede:
One two three four ....
... som selv Lennon spillede med Elton i Madison Sq.
PTh
|
|
|
|
|
|
Hvilke af Pauls numre er sympatiske og hvilke er stinkere?
vol. 2